Ligeværd – giver håb for fremtiden
Der er kommet en impuls til verden, som jeg håber hurtigt, vil sprede sig. Måske resonerer impulsen i dig?
Impulsen til ligeværd
Da jeg var i 20’erne skrev jeg en Bachelor om ligeværd mellem børn og voksne. Det var en lærerig proces, der handlede om at blive bevidst om egen adfærd, og hvordan vi behandler børn gennem den måde vi kommunikerer med dem.
I min søgen efter ligeværd dykkede jeg bl.a. ned i menneskesyn, etik og anerkendende pædagogik, hvilket er vigtige perspektiver, bare ikke helt dækkende. Jeg måtte argumentere for, at ligeværd ikke handler om, hvad vi kan som mennesker eller hvor gamle vi er. At vi godt kan “opdrage” børn og sågar vise vrede samtidig med, at vi møder dem ligeværdigt.
Det blev tydeligt, at hvis jeg skulle have budskabet om ligeværd igennem, skulle jeg være ligeværdig. Også over for dem, jeg var dybt uenige med.
Møder du andre - og dig selv med ligeværd?
Hvad kan kontakten til dit energisystem bidrage med?
Den lodrette akse er hele det menneskelige energisystem fra ca. 40 cm over hovedet, hvor vi har essenspunkt og ånd, ned til ca. 40 cm under fødderne, til jordpunkt og kraft. Når vi har kontakt til vores energisystem i dets fulde længde, vil perspektivet blive mere klart og emotionelt neutralt, med færre projektioner.
Den vandrette akse er egoet/jeget, som vi også har brug for, bl.a. til at strukturere og handle på impulser fra det lodrette. Ligeværd er ikke bare noget vi gør, men noget vi er.
Vi er ligeværdige, som en indre tilstand med mere bevidsthed, kraft og kærlighed. Når vi ikke er ligeværdige, er vi med til at skabe polarisering.
Egoet som funktion
Det er en illusion, vi kan skabe fred ved at rette vores foragt og vrede mod det, vi ikke bryder os om. Vi lægger blot mere brænde på polariseringens bål, som skaber splittelse og kamp. Også selvom vi mener, vi er på det “godes” side, er vi med til at vedligeholde konflikt.
Men ligger det ikke dybt i os mennesker at skabe polarisering og fokusere vores energi på det negative, det vi ikke ønsker? - frem for det positive og håb for fremtiden. Jo, inden for egoets rammer, er det ofte det vi gør, især når vi udelukkende er identificeret med vores ego.
Vi er ikke vores ego, vi har et ego, vi skal “bare” lære at bruge det som et redskab frem for, at det bruger os. Det kræver, at vi lærer det godt af kende, så det kan blive tydeligt for os, når det er på spil.
På den måde kan det også blive et redskab til at begå sig i samfundet, som vi kan bruge, når det er nødvendigt, men som ikke behøver fylde så meget, som det gør lige nu i vores kultur.
Mit ønske er, at vi kan samle os om ligeværdets bål
At møde verden med ligeværd betyder ikke, at vi skal stå passive på sidelinjen og rumme alt. Tværtimod vil ligeværd føre til en større ansvarlighed over for os selv og den verden, vi er en del af.
Men frem for at fortsætte med at lægge brænde på polariseringens bål, bliver energien fokuseret på ligeværdets bål, som vi kan samles om på trods af forskelligheder.
Og måske finde håb og tillid til fremtiden.
Er du blevet nysgerrig på mere om ligeværd?
Ønsker du at vide mere om impulsen til ligeværd, kan jeg anbefale bogen: “Køn, kraft og ligeværd” af Anne Sophie Jørgensen.